SOK har stadig ansvar for isbrydning
Den nye lov om isbrydning betyder, at søværnet ikke længere har nogen isbrydningsopgaver. SOK har dog fortsat ansvar for at indgå kontrakter med private isbrydere i den vestlige Limfjord, Limfjorden mellem Aalborg og Hals Barre, Smålandsfarvandet og farvandet syd for Fyn.
SOK får desuden ansvar for at oprette og vedligeholde en database over, hvilke private skibe, der kan tilbyde isbrydning. Endelig har SOK fortsat ansvar for ismeldetjenesten og for at udsende varsler om is, så længe sæsonen varer.
Det bliver private skibe, der fremover kommer til at varetage isbrydningen i dedanske farvande. Fartøjerne, der får behov for assistance til isbrydning, skal selv kontakte en privat udbyder.
Det er besluttet, at isbryderne, DANBJØRN, THORBJØRN og ISBJØRN skal sælges hurtigst muligt. Datoen, for hvornår isbryderne udgår af flådens tal, er endnu ikke fastlagt. Når det sker, overføres isbryderne til Forsvarets Materieltjeneste, der skal stå for salget.
Kilde: SOK