Søfartsstyrelsen overvejer simulator-krav
Søfartsstyrelsen overvejer at kræve, at navigatører på hurtigfærger, som f.eks. den bornholmske hurtigfærge Villum Clausen, træner i simulator, før de får lov at gøre tjeneste om bord på hurtigfærgerne.
Det fremgår ifølge Bornholms Tidende af et udkast til et nyt sikkerhedskoncept for hurtigfærger. Det nye sikkerhedskoncept kommer bl.a. efter, at Villum Clausen flere gange har mistet styringen under anløb af Rønne Havn.
Danmarks Rederiforening og Bilfærgernes Rederiforening, der begge repræsentere BornholmerFærgen, er utilfredse med udkastet. De mener ikke, at der findes simulatorer, hvor de krævede prøver kan tages.
Rederierne har bedt om et møde for at uddybe deres synspunkter, og det vil ifølge avisen finde sted den 15. november.
Kilde: tidende.dk