Søfartselever nedrigger gamle sejlskibe
De tre bevaringsværdige sejlskibe Mira, Halmø og Lilla Dan, bliver nu gjort klar til vinteren. Nedrigningen sker med hjælp fra nyudklækkede matroser fra skoleskibet Georg Stage, der gennem arbejdet får en praktisk erfaring i hvordan man vedligeholder træskibe.
”Der er tusindvis af arbejdstimer i at vedligeholde disse gamle træskibe. Og lige nu gælder det om, at få dem rigget af efter dette års sejlsæson, så de er beskyttede mod vinterens fugt og kulde,” fortæller Jesper Hjorth Johansen, kaptajn på Lilla Dan.
Og det er et stort arbejde. Matroserne skal slibe og lakere master, bomme og rær, afrigge tovværk, lapsalve riggen, tørre og pakke sejl og lægge alt på lager.
Arbejdet med at gøre skibene vinterklar foregår alle hverdage fra kl. 10-15 frem til 11. oktober. Herefter bliver skibene overdækket med presenninger og går i vinterhi indtil 1. maj.
Kilde: de Forenede Sejlskibe
Foto: Jesper Hjorth Johansen.