Skuffende olieproduktion i Nordsøen
Nationalbanken har halveret sin prognose over BNP-væksten til 0,8 procent. Det skyldes først og fremmest, at Danmark producerer mindre olie i Nordsøen, og dermed falder energieksporten. Ikke mindst er produktionen i Tyra-feltet faldet med 10 procent.
”Der bliver mindre og mindre olie at hive op, men man kan ikke sige, at olieeventyret er slut”, siger Mikkel Høegh, økonom i tænketanken Europa, der mener, at man burde rense nationalregnskabet for olieproduktion.
”Olien spiller en pæn rolle. Men da olieproduktion ikke er en konstant størrelse, kan den give store udsving, og det kan trække BNP både op og ned”, siger han.
Danmarks eksport af olie udgjorde sidste år 13,7 millioner tønder olieækvivalenter, men en mangel på nye større oliefund hæmmer den danske olieproduktion. Der er således kun foretaget otte indvindingsboringer i løbet af de sidste tre år, og hvis udviklingen fortsætter vil Danmark blive nettoimportør af olie i 2021.
Kilde: epn.dk