Skibstransport af CO2 kan blive guldæg
En ny rapport om maritim transport af CO2 afslører, at danske shippingvirksomheder kan drage fordel af at være blandt de første til at satse på CO2-transport. Men det kræver, at der hurtigt bliver etableret projekter om fangst, lagring og anvendelse af CO2 (CCUS) i både Danmark og andre Nordsø-lande.
En ny rapport udarbejdet af Teknologisk Institut og Maersk Broker Advisory Services konkluderer, at first-moverne på området for skibstransport af CO2 kan sikre sig attraktive andele af et kommende marked.
“Værdikæderne i forbindelse med fangst, lagring og anvendelse af CO2 er stadig under opbygning, og den maritime transport af CO2 forventes at kunne få stor betydning i denne. Det skyldes, at det teknisk set er relativt uproblematisk at transportere CO2, og at skibe er en fleksibel transportform, som er velegnet at anvende, for eksempel i områder hvor det ikke kan betale sig at etablere rørledninger til transport af CO2,” siger centerchef Jacob Ask Hansen fra Teknologisk Institut.
“Med de stigende CO2-afgifter, både i Danmark og resten af Europa, begynder det så småt at give kommerciel mening at fange og lagre CO2 fra de industrianlæg der har de største udledninger. Vi ser derfor et stort potentiale for vores kunder i at være med til at fremme den grønne omstilling ved at finde og indgå i dialog med projekter, hvor man kan tilbyde sin ekspertise i at bygge og operere skibe til at transportere CO2 udtaler Daniel Cáceres Larsen, Head of Energy Transition hos Maersk Broker Advisory Services.
Men der er endnu ikke tilgængelige skibe til at transportere CO2, og forudsætningen for at de bygges er lange kontrakterne til rederne, hedder et af hovedbudskaberne i rapporten “Maritim transport af CO2” som kan downloades HER.
Rapporten er udarbejdet i samarbejde mellem Teknologisk Institut og Maersk Broker Advisory Services med støtte fra Den Danske Maritime Fond.
Kilde: Teknologisk Institut og Maersk Broker Advisory Services.