Skib trukket fri efter en måned i isen
Efter en månedlang kamp er det lykkedes to russiske isbrydere at trække fabriksskibet Sodrusjestvo, og dermed også skibets 368 mand store besætning, fri af isen i Sakhalin-bugten i det østlige Sibirien
”Operationen er slut”, meddelte det russiske transportministerium søndag.
Sodrusjestvo er det sidste af fem skibe, med en samlet besætning på næsten 600 mand, der fra slutningen af december og frem til begyndelsen af januar, blev fanget af tyk is i Sakhalin-bugten.
Den 4. januar gik Ruslands premierminister, Vladimir Putin, ind i sagen, og han lovede på landsdækkende tv, at skibet ville være fri inden for 24 timer. Men der skulle altså gå næsten en måned mere, inden fabriksskibet og dets 368 mand store besætning var trukket fri af ismasserne.
Flere forsøg på at trække de fem indefrosne skibe fri, måtte i første omgang opgives. Først da den meget kraftige isbryder, Admiral Makarov, nåede frem, lykkedes det at trænge igennem til de sidste af skibene.
De indefrosne skibe slog alarm ved årsskiftet, da de sad urokkeligt fast i isen, efter at temperaturen i området var faldet brat, og endnu koldere vejr var på vej mod området.
Sakhalin Bugten er kendt som et af de farligste havområder i verden. Alligevel tiltrækker den hvert år mange trawlere på grund af de meget store forekomster af fisk i bugten.
De russiske myndigheder siger, at operationen blev vanskeliggjort af, at isen i bugten er en blanding af ferskvand fra Amurfloden og saltvand fra Det Okothske Hav.
Kilde: Skive Folkeblad