Skagen sparer ved havneudvidelse
Den planlagte udvidelse af Skagen Havn gør, at det bliver langt billigere at sandfodre kysterne ved Skagen både i år og næste år, da det sand, der bliver i overskud ved havneuddybningen kan anvendes til fodring af strandene, så man slipper for udgiften til at hente sand andre steder.
”Der er taget prøver af sandet. Dets kornstørrelse og materialet er fundet velegnet til kystfodring”, skriver kommunens embedsmænd i en orientering til politikerne i Skagen Kommunes Tekniske Udvalg.
Normalt fodres kysterne med sand, der er indvundet på Skagen Nordstrand eller ved Skagen Rev. Nu kan der imidlertid spares penge ved, at man i stedet for at sejle sandet fra havneuddybningen væk, kan genanvende det til kystfodring.
Embedsmændene forventer, at kommunen kan spare udgiften til sandfodring de næste to år. Mængderne af sand fra havneuddybningen er nemlig så store, at stranden en tid vil brede sig ud på den anden side af bølgebryderne.
Kilde: dr.dk/P4/Nord