Skagen håber stadig på en færge
Det er fortsat usikkert hvornår færgen mellem Norge/Sverige og Skagen sejler de første passagerer til Skagen. Men når det bliver, vil der kun være et begrænset antal passagerer med ombord.
"Vi satser hårdt på at komme i gang med at sejle til Skagen i denne sommer, men vi må samtidig erkende, at færgen, Mr. Shoppy, ikke kan godkendes til at sejle med alle de passagerer og biler, der kan være om bord, før den er blevet bygget om", siger projektleder Marcus Pettersson til nordjyske.dk.
Der er gjort forsøg på at finde ud af, hvordan færgen kan lægge til ved Toldpieren, men Marcus Pettersson siger, at han ikke længere tror at det kan lade sig gøre.
"Der er for stor højdeforskel på færgen og kajkanten, og vi kan ikke ligge i en ret vinkel på kajen. Det er derfor for usikkert at lægge til der", siger Petterson.
Rederiet, Orvelin Group, har netop lavet ny fartplan for ruten mellem Sarpsborg i Norge og Kålvik ved Strömstad i Sverige. Af den fremgår, at færgen ikke besejler ruten om mandagen i juli og august. Det skyldes, at færgen skal til Skagen om mandagen for blandt andet at hente tobaksvarer og spiritus til butikken om bord.
Og hvis det går, som Marcus Pettersson håber, så bliver det hver gang også med et begrænset antal passagerer. Han kan dog endnu ikke sige nærmere om, hvor mange et begrænset antal er.
Kilde: nordjyske.dk