Skagen får krydstogtrekord i 2017 og 2018
Krydstogtsæsonen 2017 bliver den hidtil største i Skagen Havn. Der er anmeldt 31 anløb og godt 39.000 krydstogtgæster. Passagerrekorden bliver allerede slået i 2018, hvor der foreløbigt er anmeldt 28 anløb med hele 59.000 gæster.
”Det er meget glædeligt, og vi kan nu for alvor se effekten af den nye krydstogtkaj i Skagen, som vi indviede i 2015. Samtidig ser vi det som et resultat af vores løbende arbejde med destinationsudvikling i tæt samarbejde med Turisthus Nord og vores krydstogtnetværk – Cruise Skagen”, siger havnedirektør Willy B. Hansen.
De 31 krydstogtanløb med godt 39.000 gæster til 2017 i Skagen Havn svarer til en stigning i antal anløb i forhold til 2016 på over 100 procent, da 2016 bød på 13 krydstogtanløb. Ser man på gæsteantallet, er der tale om en stigning på over 300 procent fra knap 11.000 gæster i 2016 til 39.239 i 2017.
”Krydstogtrederierne begynder nu at placere anløb af større og større skibe i Skagen, og vi er meget begejstrede og glade for den tillid, som rederierne på denne måde viser både Skagen Havn og Skagen by”, siger Willy B. Hansen.
Kilde: Skagen Havn