Siemens bygger vingefabrik i England
Siemens planlægger nu at udbygge faciliteterne til produktion af havvindmøller med en vingefabrik i Hull på Englands østkyst. Den nye fabrik forventes ikke at få negativ betydning for produktionen på virksomhedens vingefabrik i Aalborg.
”Lige som i Danmark tilbydes der i England gode og stabile forhold for vindmølleindustrien, og da vi stod for at udbygge vores produktionskapacitet yderligere, var det naturligt for os at begrænse logistik og transport ved at producere vingerne tættere på de store engelske parker. Men der er brug for alle kræfter og det er ikke vores plan at den nye vingefabrik i Hull får nogen negativ konsekvens for beskæftigelsen på vores 75 M produktionslinie i Aalborg. Der skal laves mange vinger til vores store 6 MW mølle i de kommende år”, siger Jan Kjærsgaard, adm. direktør i Siemens Wind Power A/S.
England er et af verdens dominerende vækstmarkeder for havvindkraft, og Siemens Wind Power har betragtelige aktiviteter her. Tilbage i 2010 meldte Siemens ud, at man planlagde en produktionsaktivitet ved havnen i Hull på den engelske østkyst.
Disse planer realiseres nu med etableringen af en vingefabrik til produktion af de 75 meter lange vinger til Siemens’ 6 MW gearløse offshore-mølle. Viggefabrikken i Hull ventes at være i drift i slutningen af 2016.
Kilde: Siemens