Sidste nacelle på plads på London Array
Torsdag blev den sidste af 175 naceller løftet på plads på verdens største havmøllepark, London Array, ved Storbritanniens østkyst. Første del af vindmølleparken består af 175 vindmøller med en samlet kapacitet på 630 MW.
Installationen af de 175 havvindmøller begyndte i januar, og er foretaget af MPI Discovery samt A2SEA’s Sea Worker og Sea Jack.
Den første af møllerne begyndte at levere strøm i oktober, og i foråret 2013 ventes alle 175 møller at levere strøm nok til at kunne dække det årlige elektricitetsbehov for 480.000 britiske husstande.
London Array er opført 20 km fra den engelske østkyst ved nogle af de lavvandede sandbanker ved indsejlingen til London via floden Themsen. Omkring 10 km længere inde mod land står de 48 vindmøller, der udgør Gunfleet Sands, som DONG Energy indviede i juni 2010.
London Array kan udbygges med en fase to, hvorved parken vil kunne udvides til en samlet kapacitet på 1.000 MW.
Fakta Kapacitet: 630 MW Antal turbiner: 175 Kommerciel operation: 2012 Ejerskab: DONG Energy (50%), E.ON (30%) and Masdar (20%) Land: England
Kilde: DONG Energy
