Sidste modul løftet på plads på Tyra feltet
Søndag eftermiddag placerede verdens største kranskib Sleipnir den 85.4 meter lange bro mellem den nye Tyra II-procesplatform og beboelsesplatformen. Nu er alle elementerne i Tyra II forbundet, og Sleipnir forlader derfor Tyra feltet igen.
"Det er fascinerende at vi nu kan se den komplette form af Tyra II. Alle otte platforme, seks broer, to ben og et flaretårn er nu på plads i deres endelige position", siger Lars Bo Christiansen, Viceprojektdirektør for TotalEnergies EP Denmark.
”Det er en vigtig milepæl, der er nået, men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Der er stadig meget arbejde at færdiggøre offshore, før Tyra II er klar til producere den første gas til vintersæsonen 2023/24”, siger Lars Bo Christiansen.
I de kommende dage vil installationsteamet afslutte den sidste svejsning for at sikre, at de nye platforme og elementer kan modstå mange års hårdt vejr i Nordsøen.
Når alt er svejset sammen, vil installationsteamet give stafetten videre til tilslutnings- og idriftsættelsesteamet, der vil fokusere på at klargøre de installerede platforme og tilslutte dem til den eksisterende Nordsø-infrastruktur.
Det er den sidste fase inden første gas fra Tyra II i vintersæsonen næste år.
Sleipnir er verdens største kranskib, og kan med sine to store kraner løfte en vægt på op til 20.000 tons. Fartøjet er 220 meter langt og 102 meter bredt – en størrelse svarende til ca. 3 fodboldbaner.
Tyra er Danmarks største naturgasfelt. Når det genopbyggede Tyra II er tilbage i produktion, forventes det at levere
2,8 milliarder kubikmeter gas om året, hvilket svarer til 80 procent af den forventede danske gasproduktion.
Redaktionen