Semco Maritime vinder offshore-kontrakt
Danske Semco Maritime har sammen med konsortie-partneren PTSC M&C fået tildelt en kontrakt om teknik, indkøb og konstruktion af to offshore substations til to havvindmølleparker 50 km fra Taiwans kyst. Kontrakten kom i hus efter at konsortiet blev udnævnt til foretrukken partner i 2021
Konsortie med Semco Maritime i spidsen skal bygge substations til havvindmølleparker i Taiwan. Foto: Semco Maritime..
De to havvindmølleparker Hai Long 2- og Hai Long 3 skal bidrage til at realisere den
taiwanesiske regerings målsætning om at have installeret 5,5 GW offshore vindkapacitet for at sikre Taiwan en førende position inden for offshore vind i det østlige Asien.
I forlængelse af indgåelsen af kontrakten vil konsortiet udføre detaljeret design, indkøb, fremstilling og idriftsættelse af de to offshore substations inklusiv jackets, der vil blive fremstillet på PTSC M&C’s værft i Vungtau City i det sydlige Vietnam.
“Vores indledende samarbejde med de involverede parter på Hai Long Offshore Wind Project har været en sand fornøjelse, og vi er glade for, at kontrakten nu er blevet underskrevet, så vi kan tage de næste skridt på vejen med vores konsortiepartner PTSC M&C og underleverandørerne,” siger Vice President Renewables, Semco Maritime, Frank Holm.
Projektets offshore-installation ventes gennemført i 2024 med endelig idriftsættelse i 2026.
Kilde: Semco Maritime.