Semco Maritime lander stor servicekontrakt
Et konsortium bestående af Semco Maritime og SeaRenergy har indgået en 5-årig servicekontrakt på mekanisk og elektrisk vedligeholdelse af nettilslutningssystemer, der forbinder offshore havmølleparker til elnettet på land.
Kontrakten, der omfatter offshore- og onshore-installationer i Tyskland og Holland, løber over perioden 2023-2028 og indleder det strategiske partnerskab i konsortiet.
“Vi er glade for at forene kræfterne med SeaRenergy og underskrive denne vigtige kontrakt med TenneT om vedligeholdelse og service på offshore- og onshore-installationer i både Tyskland og Holland”, siger Senior Vice President, Renewables, Semco Maritime, Jacob Øbo Sørensen.
Når en offshore transformerstation er blevet etableret, skal de elektriske og mekaniske systemer samt strukturen og de automatiserede enheder vedligeholdes. Vedligeholdelse, korrigerende tiltag og fejlrettelser indgår i den servicekontrakt, som TenneT netop har tildelt konsortiet bestående af Semco Maritime og SeaRenergy. Som led i kontrakten vil konsortiet udføre opgaverne på 13 HVDC nettilslutningssystemer i Tyskland samt på 7 HVAC-substations offshore i Holland.
“Tildelingen af denne kontrakt efter en meget intens EU-udbudsfase er en milepæl i SeaRenergy og Semco Maritimes historie”, siger Dr. Benjamin Vordemfelde, CEO i SeaRenergy Offshore Holding.
”Vi er bevidste om denne opgaves store vigtighed og er derfor ikke alene ekstremt glade for tildelingen, men også meget taknemmelige for den tillid, som TenneT viser vores konsortium. Sammen med Semco Maritime vil vi gøre vores yderste for at fortjene den tillid, som TenneT viser med kontrakten på disse krævende installationer”.
Redaktionen