Sejlads gennem Limfjorden spærret
Tekniske problemer med Jernbanebroen i Aalborg betyder, at det siden onsdag ikke har været muligt at gennemsejle Limfjorden. Banedanmark har ikke noget bud på, hvornår den 84 år gamle jernbanebro igen kan åbnes, med de håber det sker i løbet af få dage.
Arkivfoto.
Banedanmark oplyser til Nordjyske, at det er styrestang til et sporskifte der er knækket, og indtil den skade er repareret, er det ikke muligt at trække skinnerne fra hinanden, så broen kan gå op.
Der stilles høje sikkerhedskrav til broen på grund af jernbanetrafikken, hvilket er en af årsagerne til at reparationen trækker ud.
Problemerne betyder, at skibstrafikken fra øst skal hele vejen rundt om Skagen for at nå Limfjordsbyerne.
Mange lystbåde er også fanget på begge sider af den lukkede bro.
Redaktionen