Scorpio Bulkers genopstår under nyt navn
Scorpio Bulkers, der i fjor begyndte udsalget af sin store flåde af tørlastskibe for i stedet i fremtiden at satse på havvindmølle industrien, har besluttet at skifte navn. Samtidig bekræfter det amerikanske rederi, at det vil sælge de 24 tørlastskibe, de har tilbage, inden udgangen af marts.
Scorpio Bulkers har nu bekræftet, at selskabets fremtid som et rederi, der råder over installationsfartøjer til havvindindustrien, skal leves under et andet navn.
Det nye navn, der allerede er godkendt af selskabets bestyrelse og forventeligt bliver godkendt af selskabets aktionærer i starten af februar er -
Eneti.
Selskabet bekræftede samtidig, at det forventer at have solgt de resterende 24 skibe senest 1. april. Siden Scorpio Bulkers begyndte udsalget i fjor, er der foreløbig solgt 28 skibe.
Det første nye installationsfartøj til havvindmøller med en pris på op til 290 mio. dollar blev aftalt sidste år i et letter-of-intent på Daewoo Shipbuilding i Sydkorea. Ved samme lejlighed meddelte rederiet, at det har planer om at bestille op til fire skibe af denne type.
Og udsalget af bulker-flåden skal skaffe det nødvendige finansielle grundlag. På den baggrund er det forventningen i markedet, at en egentlig kontrakt bliver underskrevet meget snart.
Kilde: TradeWinds