Scandlines forbereder sig på nye færger
Forberedelserne til indsættelsen af de to nye Scandlines-færger på overfarten Gedser-Rostock er i fuld gang. De danske og tyske officerer har påbegyndt træningen i rederiets egen simulator i Puttgarden for at sikre, at de nye færger M/F Berlin og M/F Copenhagen kommer bedst muligt fra start.
Siden 2001 har alle nautiske og dual officerer hos Scandlines haft mulighed for at træne deres færdigheder i Puttgarden. Scandlines har som det eneste rederi i Danmark sin egen simulator. Den er en 1:1 kopi af færgens kommandobro, hvor forskellige virkelighedstro maritime situationer gengives ved hjælp af tredimensionelle effekter.
For at forberede officererne bedst muligt på deres nye opgaver ombord på de nye færger gennemgår de i øjeblikket 10 dages træning i simulatoren. Målet er at opnå en fuldstændig standardisering af procedurerne ombord på de tyske og danske skibe. Uddannelsen i simulatoren sker dels for at sikre, at de tilgængelige ressourcer anvendes optimalt på alle tidspunkter og dels sørge for en problemfri og effektiv færgedrift i både normale og usædvanlige situationer.
Scandlines opererer her med et Pilot-CoPilot-system, hvor beslutningerne træffes på det bedst mulige informationsgrundlag. I simulatoren er der altid en observatør til stede, da erfaringer har vist, at officererne lærer mest af feedback direkte fra kolleger. Instruktørens opgave er ikke at bedømme deltagere, men at give dem mulighed for aktivt at evaluere situationen i dialog og dermed lære af egne fejl.
Scandlines beskæftiger mange dual officerer, som lige fra starten bliver tildelt en høj grad af ansvar med mulighed for faglig udvikling.
Scandlines og Fayard testede allerede i september med succes sikkerhedssystemet MES (Marine Evacuation System) ombord på den nye færge M/F Berlin sammen med Søfartsstyrelsen. De kommende officerer er således rustet til deres opgave på de nye færger.
I december måned bliver M/F Berlin som den første af de to nye færger indsat på ruten mellem Gedser og Rostock.
Kilde: Scandlines