Sanktioner sender russisk-ejet bank konkurs
De økonomiske sanktioner mod Rusland betyder nu, at den hollandske Amsterdam Trade Bank (ATB) indgiver konkursbegæring. Banken er et datterselskab af den russiske Alpha Bank, der er ramt af amerikanske sanktioner. Banken har en stor shipping-portefølje.
Ifølge det hollandske handelskammer skulle bankens reelle ejer være oligarken Mikhail Fridman, der også er ramt af sanktionerne som følge af Ruslands krig mod Ukraine.
Ifølge Reuters ejer han angiveligt “mere end 25 pct. men højst 50 pct.” af Amsterdam Trade Bank.
Banken oplyser, at den betjener en bred vifte af kunder inden for international handel og ligger bl.a. inde med en shippingportefølje fordelt mellem bulkers, tankskibe, kemikalietankskibe og containerskibe.
Ifølge schweiziske SGM Shipping samarbejdede mange shippingvirksomheder med ATB. “Vi vil måske se en påvirkning fra denne konkurs på nogle mellemstore rederier, og nogle betydelige shipping-lån-porteføljer blive sat til salg,” skriver SGM Shipping på de sociale medier.
Kilde: TradeWinds