Særlige kameraer skal øge sikkerheden
Aarhus Havn tager nu varmesøgende kameraer i brug for at øge sikkerheden omkring havnen, skriver TV 2 Østjylland. Hidtil har et pilotforsøg med tre kameraer ifølge Østjyllands Brandvæsen givet gode resultater, og nu kan antallet på sigt blive ti-doblet.
De varmesøgende kameraer kan være med til at redde menneskeliv i tilfælde af, at nogen falder i vandet.
Kameraerne gør det muligt inden for få sekunder at lokalisere, hvor i vandet personen befinder sig - og det gør det muligt for brandvæsenet at redde personen op inden for maksimalt fem minutter, anslår teamleder på vagtcentralen hos Østjyllands Brandvæsen og Beredskab & Sikkerhed Henrik Arthus Seilov overfor TV 2 Østjylland.
På den baggrund håber rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Steen Stavnsbo, at Aarhus Kommune i de kommende år vil sætte penge af til flere varmesøgende kameraer omkring Aarhus Havn.
Siden 2010 er mindst 12 personer druknet i området omkring havnen.
Kilde: TV 2 Østjylland.