Så kom Mærsk Giant endelig af sted
Fredag morgen klokken 6.00 gik fire slæbebåde i gang med at hale boreriggen Mærsk Giant ud af havnen i Hirtshals. Renoveringen og opgraderingen var ellers gået så godt, at riggen var færdig ti dage før forventet, men hårdt vejr har holdt den i havn en uge.
Den opgraderede borerig Mærsk Giant bliver nu slæbt ud i den norske del af Nordsøen, hvor nye opgaver venter. Man havde håbet på, at riggen kunne have været på vej fredag i sidste uge, men da det krævede roligt vejr hele vejen fra Hirtshals til arbejdspositionen, har det ikke været muligt.
Riggen har opholdt sig i Hirtshals Havn siden den 28. juni for at blive renoveret og opgraderet. Det omfattende arbejde har kostet Mærsk Drilling 400 millioner kroner, men det har så også forlænget riggens levetid med 10 år. Mærsk Gianter lige nu sikret borekontrakter i Nordsøen til midt i 2014.
Kilde: Nordjyske.dk