Rust i kuglelejer koster Siemens millioner
Korrosionsproblemer i pitch kuglelejere på 126 Siemens havvindmøller, tvinger nu selskabet til at afmontere og servicere vingerne på møller i flere britiske offshore vindmølleparker. Regningen løber op i et ukendt stort millionbeløb.
Tilbage i 2010 gennemførte Siemens udskiftninger af pitch kuglelejere på møllerne i det britiske projekt Burbo, hvilket skete ved at tage vingerne ned på et jack-up fartøj, hvor udskiftningerne kunne gennemføres.
"Oprindeligt var det ventet, at udskiftningerne alene var påkrævet i Burbo, men efter nærmere undersøgelse af lejerne i Burbo og Lynn/Inner Dowsing har vi besluttet at udskifte alle resterende 53 pitch kuglelejer i Lynn/Inner Dowsing-møllerne. Ligesom det var tilfældet med Burgo er der tale om præventive tiltag", siger pressemanager Rasmus Windfeld fra Siemens i Danmark til Ritzau Finans.
Siemens vil foretage udskiftningerne i Lynn/Inner Dowsing på samme måde som ved Burbo, hvor vingerne tages ned på et jack-up fartøj for udskiftning af komponenterne. Det vil ske mølle for mølle og kommer til at foregå i 2011.
"Vi planlægger også at fjerne et sæt kulelejer fra Gunfleet Sands-projektet til nærmere eftersyn. Afhængig af de nærmere undersøgelser, kan der blive tale om, at vi også må foretage udskiftninger på samtlige møller i Gunfleet Sands og Rhyl Flats", siger Rasmus Windfeld til nyhedsbureauet.
Ifølge Windfeld har møllerne hidtil fungeret upåklageligt, og han understreger, at der alene er tale om et forbyggende indgreb. Han ønsker ikke at oplyse noget om omkostningerne til udbedringerne.
Kilde: nordnet.dk