Russiske krigsskibe har forladt farvandet
De to russiske krigsskibe, der det meste af sidste uge lå i internationalt farvand øst for Skagen med slukkede AIS-sendere, har forladt positionen. Forsvaret vil ikke oplyse hvor de er sejlet hen, og om de fortsat befinder sig tæt på Danmark.
”Det siger vi ikke noget om lige nu”, siger Forsvarskommandoen til Nordjyske.
De to krigsskibe, en fregat og en korvet, har følgeskab af det civile tankskib der lå sammen med krigsskibene øst for Skagen. Også tankskibet sejler med slukket AIS.
Det andet civile skib der lå sammen med krigsskibene, rednings- og slæbebåden Nina Sokolova, ligger tirsdag morgen fortsat på positionen øst for Skagen.
Der er ikke unormalt at russiske krigsskibe befinder sig i internationalt farvand tæt på de danske kyster, det er den spændte internationale situationen der sammen med eksplosionerne i Østersøen er usædvanlige.
Det danske dykkerskib Assister og miljøskibet Gunnar Thorson befinder sig tirsdag morgen fortsat ved sprængningsstederne nordøst for Bornholm, nu under beskyttelse af en svensk korvet og med et svensk overvågningsfly i luften.
Redaktionen