Russisk ubåd kom lidt for tæt på fregat
Lige siden den kolde krig har russiske ubåde og vestlige krigsskibe leget kispus i det nordlige Atlanterhav. Og det var også her, at en russisk ubåd i slutningen af 2020 kom lidt for tæt på en britisk fregat. Det usædvanlige var, at krigsskibet havde et TV-hold med om bord.
Du kan se TV- holdets optagelser herunder.
Baggrunden er, at den britiske fregat HMS Northumberlands helikopter observerede et periskop ikke langt fra fregatten. Ubåden, der menes at være en russisk angrebsubåd, dykkede hurtigt derefter, og så gik jagten ind.
På grund af støj fra eget fartøj, kan det være vanskeligt at spore en lydsvag ubåd via en skibsmonteret sonar. Derfor aktiverede fregatten sin slæbesonar, der er spækket med avanceret elektronik der opfanger selv de svageste lyde.
Slæbesonaren trækkes i et kabel efter krigsskibet – ofte i en afstand på flere hundrede meter, med mulighed for at forlænge kablet helt op til 5-6 kilometer. Jo længere væk, des mindre generer krigsskibets egen støj, og jo svagere et signal kan sonaren opfange.
Det lykkedes den russiske ubåd at snige sig tæt ind på det britiske krigsskib bagfra – men den opdagede ikke slæbesonaren. Hvad der så skete, kan du se i videoen.
Kilde: BBC