Roterende rør skal drive fragtskib frem
Et nyt tysk fragtskib der netop er søsat fra værftet i Kiel Lindena, skal drives frem af den såkaldte Magnus effekt. En teknik helt tilbage fra1800-tallet der bygger på princippet om, at roterende rør i en luftstrøm skaber et undertryk ligesom vingen på et fly.
Alle der var mødt frem til søsætningen i Kiel kunne straks se, at der ikke var tale om et helt almindeligt fragtskib. På dækket står der nemlig fire 25 meter høje rør, der skal agere supersejl. Den såkaldte Magnus-effekt skal sørge for en brændstofbesparelse på 30 til 40 procent. Det skriver ing.dk.
Magnus-effekten blev kendt i 1800-tallet, men er siden gået i glemmebogen. Den bygger på princippet om, at roterende rør i en luftstrøm skaber et undertryk ligesom vingen på et fly. Dette undertryk driver skibet fremad ti gange mere effektivt end almindelige sejl.
Det 130 meter lange og 22,5 meter brede E-ship 1 med 10.500 dødvægtstonnage kan sejle 16-17 knob ved en vindhastighed på 7 knob.
Under dæk er skibet indrettet som et konventionelt fragtskib. I maskinrummet står to dieselmotorer hver på hver 3.500 kW. Så helt afhængig af vinden er skibet langtfra.
E-ship 1 skal ud på sin jomfrurejse i september og når det tages i brug i begyndelsen af 2009 skal skibet meget passende fragte Enercons vindmøller ud i verden.
Kilde: Ingeniøren