Rønne Havn bliver snart for lille
Inden for de næste 10 til 15 år vil Rønne Havn ikke længere kunne anløbes af olietankskibe, som bliver større og større. Også tørlastskibene bliver større og større. Derfor er det nødvendigt, at havnen bliver udvidet for mellem 650 og 700 millioner kroner.
”Problemet er, at olietankerne bliver større og større. Og inden for få år kan vi forudse, at de vil være så store, at de ikke umiddelbart kan komme ind i Rønne Havn med deres last”, siger Thomas Bendtsen, direktør for Rønne Havn A/S.
”En udbygning af havnen er også nødvendig af hensyn til landbruget. Kornskibene bliver også større, da skibene af omkostningsmæssige årsager skal kunne fragte mere. Så også her kan vi forudse et problem, hvis vi ikke får udbygget havnen”, tilføjer Thomas Bendtsen.
Inden havneudvidelsen kan gå i gang, skal finansieringen dog først komme på plads. Thomas Bendtsen råder de bornholmske politikere til kun at satse på én havn på Bornholm.
”Der er simpelt hen ikke råd til andet. I Skandinavien er vores havne små i europæisk sammenhæng – og selvom Rønne Havn er Danmarks ottende største havn, så er vi bare en lille havn i den målestok”, siger Thomas Bendtsen.
Kilde: bornholm.nu