Rømø Havn er nu sikret arbejdspladser
Tønder Kommunes borgmester Laurids Rudebeck, glæder sig over, at finansieringen af den kommende havvindmøllepark, Butendiek Offshore Wind Park, i Nordsøen, nu langt om længe er på plads. Med finansieringen på plads er Rømø Havn nu sikret en række arbejdspladser.
”Ventetiden betød jo, at jeg blev ekstra glad, da jeg hørte at finansieringen nu er på plads. Det vil give flere arbejdspladser og jeg tror også, det vil få andre til at få øjnene op for de aktiviteter, man kan lave på Rømø Havn”, siger Laurids Rudebeck.
Butendiek Offshore Wind Park bliver opført 32 km ude fra kysten ved øen Sild ved den dansk-tyske grænse.
Opførelsen starter i 2014, og parken ventes at levere den første strøm i 2015. Den samlede anlægssum er budgetteret til 10 milliarder kroner.
PKA og Industriens Pension skrev fredag i en pressemeddelelse at finansieringen var faldet på plads, men Laurids Rudebeck fik beskeden allerede i torsdags.
Sidst i august måned 2012 underskrev Rømø Havn aftalen med det tyske selskab wpd, der står for opførelsen af den kommende havmøllepark. Aftalen var dog betinget af, at finansieringen faldt på plads.
Det er endnu ikke afklaret, hvor mange arbejdspladser, der bliver skabt på Rømø.
Kilde: dr.dk/P4/Syd