Rolls-Royce leverer ny teknologi til Maersk
Rolls-Royce Marine indgik i december en aftale om at levere dæksmaskiner til seks ankerhåndteringsfartøjer, AHTS’er, som det norske skibsværft Kleven skal bygge for Maersk Supply Service. Nu er ordren blevet udvidet til også at omfatte levering af udstyr, som bruges ved udsætning og optagning af dybvandsankre på de seks skibe.
Kontrakten, der blev indgået i december havde en værdi af 637 millioner norske kroner, og det anslås, at den nye ordre har en værdi af cirka 180 millioner norske kroner. Det er første gang, at Rolls-Royce har fået en ordre på selskabets nye generation af Anchor Recovery Frames (ARF), og teknologien er udviklet i samarbejde med Maersk for at øge sikkerheden og effektiviteten.
Den nye ramme skal reducere belastningen, når ankret løftes op fra vandet til dækket eller omvendt. Rammen er næsten ni meter bred og otte meter høj og har kapacitet til at håndtere 200 ton. Levering af ARF A-rammerne sker efter planen i februar 2016.
De 95 meter lange skibe skal bruges til dybvands-, offshore oliefelter og ventes leveret mellem fjerde kvartal 2016 og tredje kvartal 2017.
Kilde: metalsupply.no