Risiko for tanker-eksplosion nedtones
Tankeren Sanchi, der med 136.000 tons olie ombord, har været i brand i tre dage, er ikke i umiddelbar risiko for at eksplodere eller synke. Det skriver ejeren, National Iranian Tanker Co (NITC) i en mail til TradeWinds.
“På trods af skibets nuværende tilstand og skaderne på skroget er muligheden for at det synker lav,” skriver Siroos Kianersi, direktør i NITC til mediet.
Kinas transportministerium sagde i en udtalelse i morges, at brandslukningen og redningsaktionen fortsat er i gang, men generes af dårligt vejr i området. Shanghais maritime sikkerhedsadministration har etableret en lukket zone i 10 sømil omkring skibet, hvor redningsarbejdere er blevet udstyret med beskyttelsesudstyr og gasmålere på grund af de giftige dampe fra skibet.
Ifølge direktøren er det de giftige dampe, der forhindrer redningsmandskabet i at gå ombord på skibet. Alligevel håber selskabet fortsat at der kan findes overlevende ombord
Der var 32 besætningsmedlemmer på Sanchi, da det lørdag aften kolliderede med tørlastskibet CF Crystal. Siden er en fundet omkommet, mens resten fortsat savnes.
Ud over de kinesiske redningsfartøjer deltager også to NITC-tankere og et skib fra Islamic Republic of Iran Shipping Lines (IRISL) i eftersøgningen.
Det er den værste ulykke i NITC´s historie, oplyser direktøren. CF Crystal, der var på vej fra USA til Kina med korn i lasten, fik ikke alvorlige skader ved kollisionen og fortsatte til Zhoushan under eskorte af en slæbebåd.
Kilde: TradeWinds