Rig selskab overvejer betalingsstandsning
En af verdens største rig-ejere, det græsk kontrollerede selskab Ocean Rig, overvejer at gå i frivillig betalingsstandsning og søge beskyttelse under Charter 11 i USA, hvor selskabet er noteret på Nasdaq.
Meddelelsen blev givet i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets kvartalsregnskab tidligere på ugen. Regnskabet endte i et driftsmæssigt plus, men selskabets ledelse er så bekymret over den dybe krise i offshore branchen, at selskabet søger rådgivning for at etablere en kapitalstruktur der kan sikre selskabets overlevelse på længere sigt. Med andre ord - en økonomisk reorganisering af selskabet.
Ledelsen erkender at en økonomisk reorganisering af selskabet vil medføre tab for selskabets nuværende aktionærer og långivere, og ledelsen opfordrer derfor disse til ligeledes at søge rådgivning.
Den dystre udmelding har ikke uventet fået selskabets aktiekurs til at rasle ned, og virker dermed selvforstærkende i forhold til den mulige betalingsstandsning.
Ocean Rig er i gang med at forhandle om en udsættelse af leveringen af tre nye boreskibe selskabet har kontraheret hos Samsung Heavy Industries. Ocean Rig har allerede med held forhandlet prisen på de nye boreskibe ned.
Kilde: 24/7