Rekord mange over Kattegat i sommerferien
Aldrig før har så mange danskere taget færgen i deres sommerferie som i år, og det har betydet nye rekorder for Molslinjen. Rederiets færgeruter over Kattegat fragtede 14,5 procent flere biler og næsten syv procent flere passagerer end i sommerferien sidste år.
Molslinjen, som driver to ruter over Kattegat - en mellem Ebeltoft og Odden og en mellem Aarhus og Odden – har foretaget en opgørelse over trafikken i sommerferieugerne 25 til 31.
Opgørelsen viser, at 237.819 biler var inde og ude af en af hurtigfærgernes vogndæk i de uger. Bilerne havde en stor del af de i alt 698.344 passagerer med sig. I 2020 havde færgerne 207.745 biler og 653.013 passagerer med. Det giver 14,5 procent flere biler og næsten syv procent flere passagerer i sommerferien 2021
Molslinjens færger ligger nu med en markedsandel på lige over 13 procent af biltrafikken på tværs af landet.
”Det tallene viser os er, at passagererne er tilbage. De viser også, at vores flydende bro spiller en stadigt større rolle for sammenhængskraften i Danmark”, siger Carsten Jensen.
Og tendensen fra sommerferien er fortsat ind i august, hvor færgerne atter sejler uden krav om mundbind og med genåbnede buffeter. Også her er antallet af biler og passagerer højere end både i 2020 og i 2019.
Kilde: Molslinjen