Redningshelikopter demonstration i KBH
Flyvevåbnet gennemfører lørdag en helikopter-redningsdemonstration ved Københavns havnebassin lige udenfor Fisketorvet. Derefter er der Åbent Hus på Christiansborg Slotsplads, hvor Flyvevåbnet deltager.
Alle er velkomne til at deltage i 1-1-2 dag, når der holdes Åbent Hus på Christiansborg Slotsplads og ved den indledende redningsdemonstration.
Under Åbent Hus på slotspladsen vil det være muligt at møde politi, brand og redning, akutberedskab, forsvar, Folketing, regionsrådene og kommunerne. Også Flyvevåbnet vil være at finde på pladsen sammen med Søværnet i en fælles udstilling.
Her er det muligt sammen med politikerne at få demonstreret, hvordan samfundets beredskab arbejder og samarbejder. På Christiansborg Slotsplads og Højbro Plads vil folketingspolitikere ”tilfældigvis” komme galt af sted og blive involveret i biluheld og rammes af hjertestop.
Redningshelikopteren skulle også have været med ved sidste års arrangement, men helikopteren blev omdirigeret i sidste øjeblik og sendt til Præstø, hvor 14 efterskoleelever kæntrede i deres dragebåd.
Program lørdag den 11. februar:
Kl. 1100-1115 Redningsdemonstration med helikopter ved Københavns Havnebassin ud for Fisketorvet.
Kl. 1100-1500 Åbent Hus på Christiansborg Slotsplads.
Kilde: SOK