Rederier sagsøger Finansministeriet
Scandlines og Stena Line har efter en EU-dom stævnet Finansministeriet for at få stoppet lån og statsgarantier til Femern A/S. Samtidig vil de to rederier have finansministeren til at kræve tidligere ulovligt ydede lån og anden støtte betalt tilbage fra Femern A/S.
"Scandlines og Stena Line har den 15. februar 2019 udtaget stævning mod Finansministeriet med påstand om, at det forbydes finansministeren at yde statsgaranterede lån eller give statsgarantier med hjemmel i anlægsloven til brug for Femern A/S' lånoptagelse”, skriver Sund & Bælt, der ejer Femern A/S i en meddelelse.
Stævningen kommer efter, at EU-Domstolen i december 2018 underkendte en tidligere godkendelse af statsstøtten til Femern-forbindelsen, som EU-Kommissionens havde truffet. Begrundelsen var, at støtten var godkendt på baggrund af en række retslige fejl og urigtige skøn.
De to rederier forlanger i forbindelse med sagsanlægget, at finansministeren skal kræve en tilbagebetaling af den økonomiske fordel, Femern A/S har opnået ved statsgaranterede lån og statsgarantier udstedt i medfør af anlægsloven.
Redaktionen