Rederier foretrækker Antwerpen Havn
Havnen i Antwerpen nyder godt af trængselsproblemerne i Rotterdam Havn. Flere rederier dropper nemlig planlagte anløb i Rotterdam Havn og tager til Antwerpen i stedet for at kunne overholde deres tidsplaner.
Det gælder blandt andet Hapag-Lloyd, der har aflyst adskillige planlagte anløb i Rotterdam og i stedet flyttet dem til Antwerpen, og senest har Orient Overseas Container Line gjort det samme.
I sidste uge besluttede OOCL således at flytte hele tre Rotterdam-anløb på deres Asien-Europa Loop 4-tjeneste til Antwerpen.
Det forlyder dog fra Rotterdam Havn, at de trængselsproblemer, der har været i containerområdet i de seneste par måneder, nu er på retur, og stadigt flere skibe bliver losset og lastet til tiden, hvor de før har været nødt til at vente i timevis.
Den trængsel, der har været i Rotterdam Havns Delta- og Euromax-terminaler, skyldes de stadigt større containerskibe, der anløber havnen, er forklaringen fra havnen, som dog har taget mange nye initiativer for at komme trængslen til livs.
Kilde: World Maritime News