Redere: Søfarten har brug for Søværnet
Den sikkerhedspolitiske analysegruppe har offentliggjort ny rapport, der tegner et dystert billede. Men selv om de nye sikkerhedspolitiske udfordringer fylder meget, understreger rapporten at der fortsat er behov for at beskytte handelsflåden mod pirater i Guineabugten og ved Afrikas Horn.
”På det maritime område hæfter jeg mig ved, at det fortsat er pirateri, som er den største direkte trussel mod civil skibsfart. Vi har heldigvis været forskånet for piratangreb og forsøg på piratangreb mod danske skibe længe, men truslen består, og det er vigtigt at huske frem mod forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig”. siger Anne H. Steffensen, adm. direktør for Danske Rederier.
Tirsdag holder Danske Rederier, Udenrigsministeriet og Københavns Universitet seminar om maritim sikkerhed som en del af Danish Maritime Days. Her vil den nye rapport også blive debatteret.
”Vi ser frem mod forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig og bidrager gerne med ideer, ønsker og erfaringer fra både sejlads i nærområderne og fra langfart. Vi er en lille åben økonomi, som lever af at være en stærk søfarts- og handelsnation. Vi har behov for et styrket dansk forsvar som sikkerhed for vores søfarende i hele verden, og Danmark skal fortsat bruge ressourcer på antipirateri-indsatser. Et stærkt søværn er en af forudsætningerne for en stærk dansk handelsflåde”, siger Anne H. Steffensen.
Redaktionen