R&D kommet godt fra start i Aalborg
Ingeniørvirksomheden R&D, der arbejder for kunder i offshore-branchen, har fået en god start på det nye Aalborg-kontor, som nu har godt tre måneder på bagen. Der er stor efterspørgsel efter medarbejdernes kompetencer både hos nuværende og nye kunder.
”I kraft af vores interne netværk af knap 60 kompetente og højt specialiserede ingeniører kan vi løse opgaver hos en bred vifte af kunder både on- og offshore”, siger Søren Schmidt Kellenberger, afdelingschef hos R&D.
Hos R&D er man ofte en del af krævende og teknisk udfordrende udviklingsforløb. Det gælder også for medarbejderne på kontoret i Aalborg, som i tæt samarbejde med R&D’s øvrige medarbejdere, løser opgaver for en bred vifte af kunder primært i offshore-industrien.
Medarbejderne i Aalborg besidder primært kompetencer inden for strukturdesign. Det gælder både design og udvikling af nye stålkonstruktioner samt reparation og ændringer på eksisterende konstruktioner.
”Lige nu arbejder vores medarbejdere i Aalborg primært for nye kunder inden for vind og anden vedvarende energi. Her er det primært vores kompetencer inden for strukturdesign, som kommer i spil i opgaver vedrørende eksempelvis seafastening og grillage til installationsskibe. Design af rørbroer og offshorefundamenter til vindmøller er også eksempler på nye projekter, der er kommet ind som en konsekvens af udvidelsen”, fortæller Søren Schmidt Kellenberger.
R&D har fået en rigtig god start på 2015 med mange spændende opgaver inden for eksempelvis testsystemer til olieindustrien, offshore strukturdesign og udfordrende udviklingsopgaver for flere, større danske industrivirksomheder. Hertil kommer mange interessant opgaver i pipelinen.
Kilde: R&D