Rasmus Jarlov bliver ny erhvervsminister
Erhvervsministeriet og dermed de maritime erhverv får med Rasmus Jarlov en minister, der har gjort lynkarriere på Christiansborg. Den 41-årige nuværende forsvarsordfører hos De Konservative blev valgt til Folketinget ved det seneste valg i 2015.
“Rasmus er en fantastisk kapacitet, der både driver egen virksomhed, har en fortid i Novo Nordisk og underviser på CBS. Og vigtigst af alt har han hjertet og værdierne på rette sted. Tillykke!, skrev partiets formand Søren Pape Poulsen på twitter, da han i går sidst på eftermiddagen havde udpeget ham.
Rasmus Jarlov har siden sin indtræden i Folketinget bl.a gjort sig bemærket ved som forsvarsordfører at holde De Konservative ude af forsvarsforliget. Opsigtsvækkende for et parti, der betegner sig selv som et af de mest forsvarsvenlige.
Jarlov var også en af dem, der førte an i angrebet på daværende miljø- og fødevarerminister Eva Kjer Hansens rolle i den såkaldte landbrugssag, der fik regeringen til at vakle og tvang Kjer Hansen fra posten.
Men fra i dag er Rasmus Jarlov en del af ministerholdet og indtræder samtidig i regeringens økonomiudvalg.. Han præsenteres for Dronningen kl. 12.30, hvorefter den afgående minister, Brian Mikkelsen overdrager ministeriet til Jarlov kl. 14.00.
Nok ikke et tidspunkt, de to selv har valgt. Såvel Brian Mikkelsen som Rasmus Jarlov er kendt for at være særdeles fordboldinteresserede. Og netop kl. 14. starter Danmarks kamp i VM mod Australien.