Rapport godt afsæt for en erstatningssag
Sømændene i 3F får med Søfartsstyrelsens rapport om kapringen af Danica White, et bedre grundlag at sikre deres tre medlemmer en stor erstatning. Det siger formanden for Sømændene 3F Søren Sørensen.
"Ulykkesrapporten fra Søfartsstyrelsen bringer ikke så meget nyt ud over det, vi vidste i forvejen. Men den giver et klarere billede af hændelsesforløbet og dermed et bedre grundlag for vores erstatningssag", siger Søren Sørensen til Ritzau.
3F har rejst et erstatningskrav på omkring 1,2 millioner kroner over for rederiet H. Folmer og Co. Men fagforeningen har endnu ikke modtaget et svar fra rederiet.
"Vi overvejer nu at rejse sagen ved domstolene, men forløbet skal vores advokat tage stilling til", siger Søren Sørensen ifølge borsen.dk
Søren Sørensen finder det ganske horribelt, at kaptajnen på det kaprede skib ifølge rapporten har forsømt alle regler om udkig på skibet, at han ikke kendte til forholdsreglerne, og at rederiet ikke har givet ordentlige instrukser om sejlads i piratfyldte farvande.
Kilde: borsen.dk