RAL vil uddanne flere grønlandske søfolk
I den seneste debat om de planlagte ændringer i Royal Arctic Line’s flådesammensætning er rederiet i en pressemeddelelse kommet med nogle præciseringer. Det drejer sig blandt andet om besætningerne, samarbejdet med Eimskip og uddannelsesmuligheder til søs og i land.
To af RAL’s ældre skibe afløses af skibe fra Eimskip. Dette forventes at ske i juli 2019. Samtidig opgraderes Royal Arctic Line’s bygdeskibe og der skal bruges to nye skibe i Uummannaq og Upernavik hvor rederiet i dag benytter fremmede skibe i en del af året. Johanna Kristina erstattes i Østgrønland.
Den samlede ændring betyder, at rederiet får op til 48 stillinger i Grønlandsk kystfart, hvor der er mulighed for at udvikle Grønlandsk maritimt personale. En mulighed RAL reelt ikke har i dag, da de nuværende skibe enten ikke er rederiets egne, eller af sådan stand, at de ikke kan benyttes til formålet.
RAL får lidt færre medarbejdere på skibene men bedre muligheder for at uddanne grønlandske søfarende. Ændringen ved samarbejdet med Eimskip betyder, at der bliver 16 færre medarbejdere samlet set, men faktisk får vi bedre muligheder for udvikling af Grønlandsk baseret personale på skibene end nu.
I dag er der 172 ansatte på Dansk Internationalt Skibsregisters (DIS) ordning, somde fleste af RALs søfarende sejler under. Af disse bor 142 i Danmark, 23 i Grønland, 6 i Færøerne og 1 i Sverige. Med et større fokus på opgradering af kystfarten og behov for yderligere dobbeltsprogede i kystsejladsen vil der være gode muligheder for folk i Grønland, som ønsker at uddanne sig indenfor søfart.
Samarbejdet med Eimskip giver mulighed for at tilbyde mere internationalt orienterede elevpladser, også på land. Det vil betyde bedre elevuddannelser indenfor shipping og administration, udvekslingsmuligheder og indsigt i hvordan andre gør.
I sidste ende mener Royal Arctic Kine, at ændringerne vil skabe basis for endnu flere arbejdspladser i et Grønland, som vil få bedre betingelser for at deltage i verdens samhandel.
Kilde: Royal Arctic Line