Priskrig kan være på vej på Asien-Europa
Fragtraterne på container-ruterne fra Asien til Europa er nu nede på det laveste niveau i de sidste knap to år på grund af konkurrence mellem de store containerrederier, der underbyder hinanden i jagten på markedsandelen. Det ligner en priskrig.
Oven på de laveste rater i næsten to år på Asien-Europa, hvor SCFI spot raten har ligget 17 pct. under det niveau, der kan tilskrives sæsonudsving, er udviklingen i denne uge helt afgørende for, om rederierne er på vej ud i en priskrig, skriver Lars Jensen, SeaIntelligence Consulting på sin Linkedin profil.
Containerrederierne har annonceret prisforhøjelser på Asien-Europa fra i dag. “Om disse forhøjelser er succesfulde vil vise sig i den kommende uge og dermed vil det vise sig, om priskrigen var et kortvarigt udsving i det traditionelle efter-kinesiske-nytårs-marked eller om det er langt mere alvorligt og dermed kan bringe profitabiliteten for hele 2018 i fare,” skriver Lars Jensen.
Shanghai Containerized Freight Index, SCFI, lukkede i fredags på blot 585 dollar/teu, hvilket var en fald på 5,2 pct. i forhold til ugen før og hele 300 dollar under niveauet i starten af året.
Kilde: Linkedin, Lars Jensen