Pres på pirater fører til farlig udvikling
De seneste dages episoder, hvor pirater er blevet dræbt under redningsaktioner, betyder, at situationen er blevet farligere for også danske søfolk, der sejler i området. Det vurderer en dansk forsker.
"Piraterne er blevet presset det seneste halve år, og særligt fra december og frem har antallet af vellykkede aktioner ikke været nær så højt som tidligere, siger Lars Bangert Struwe, der forsker i pirateri ved Dansk Institut for Militære Studier, til Ritzau
Lars Struwe mener, at løsningen på kort sigt er at øge antallet af krigsskibe, der patruljerer i området. Det tvinger piraterne til at slå til længere væk fra kysten, til gengæld øger det piraternes beslutsomhed når en skibsovertagelse er inden for rækkevidde.
Lars Bangert Struwe mener, at de seneste dages udvikling med befrielsen af kaptajnen på Maersk Alabama vil være med til at optrappe konflikten, og lægge yderligere pres på piraterne.
Piraterne har fremsat trusler om hævnaktioner mod amerikanere og franskmænd. Men Lars Bangert Struwe minder om, at pirateriet først og fremmest er fokuseret på penge og på at få fat på det nemmeste bytte, der kan give flest penge i løsesum.
Kilde: epn.dk