Pram har kurs mod boreplatform
En 110 meter lang pram har under stormen i Nordsøen revet sig løs og har kurs mod en boreplatform i Valhall-feltet. Mere end 200 personer er blevet evakueret fra boreplatformen, da det torsdag morgen var svært at afgøre, om prammen ville ramme eller ej.
”Vi har evakueret personer fra Valhall-feltet til de nærliggende platforme på Ula og Gyda på grund af den pram, som i øjeblikket driver rundt syd for Valhall-feltet”, siger Per Ivar Hansen, talsmand for BP Norge.
Fire helikoptere blev sendt fra Stavanger til Valhal-feltet for at evakuere medarbejderne på platformen. Samtidig holder prammens ejer, Eide Marine, øje med situationen.
”Vi forsøger at få overblik over situationen, og hvad der er sket. Sammen med Hovedredningscentralen vil vi prøve at se, om det er muligt at ændre bådens kurs eller se, om vi kan få kontrol over den”, siger Kjartan Mehammer, adm. direktør i Eide Marine.
Valhal er et stort oliefelt i den norske del af Nordsøen. Der er otte platforme i feltet, som borer efter olie på 70 meters dybde.
Kilde: dr.dk