Pirater vil udsende video med danskere
De somaliske pirater, der siden den 24. februar har holdt en dansk sejlerfamilie på fem og deres to gaster som gidsler, planlægger angiveligt at offentliggøre en video med familien i nærmeste fremtid.
Sejlerfamiliens pårørende opfordrer i den forbindelse pressen til at undlade at offentliggøre videoen.
”Vi har oplysninger om, at piraterne i løbet af ganske kort tid vil offentliggøre en video med optagelser af vores kære. Vi beder indtrængende de danske medier om at lade være med at offentliggøre disse optagelser”, hedder det i appellen fra de pårørende til pressen.
De pårørende beder også medierne holde sig fra at offentliggøre billeder, breve og andet materiale om gidslerne.
”Ikke kun fordi optagelserne givetvis er ydmygende, men især fordi offentliggørelsen er med til at gå piraternes ærinde, ligesom det med stor sandsynlighed er med til at forhale forhandlingerne yderligere”, skriver de pårørende.
De syv danske statsborgere, heriblandt tre børn, bliver angiveligt holdt som gidsler om bord på det kaprede skib Dover.
Kilde: kristeligt-dagblad.dk