Østeuropæere indtager de danske kuttere
Usikre økonomiske vilkår er en af årsagerne til, at det er vanskeligt for fiskerierhvervet at tiltrække nok unge danskere. I stedet vokser antallet af østeuropæere på de danske fiskekuttere. Udviklingen piner formanden for Hirtshals Fiskeriforening, Niels Kr. Nielsen.
”Vore østeuropæiske besætningsmedlemmer er dygtige og rigtig gode at have om bord, men det er da fortvivlende, at det ikke kan lade sig gøre at skaffe folk fra Hirtshals til at sejle med vore skibe”, siger Niels Kr. Nielsen til FiskerBladet.
Ifølge Niels Kr. Nielsen er det en forholdsvis lav procentdel af de unge, som bliver optaget på Fiskeriskolen i Thyborøn, der rent faktisk kommer ud i det virkelig liv som fiskere. Derfor er der en stigende andel af udenlandske besætningsmedlemmer på fartøjerne. Det gælder især østeuropæere fra Litauen og Letland.
”Desværre tror jeg det er resultatet af mange års opdragelse i en lønmodtagerkultur, hvor det at fiske på procenter af lasten skræmmer nutidens unge. De vil gerne have løngaranti, som ingen kan give dem og derfor bliver det udlændinge”, siger Niels Kr. Nielsen.
”Hvis de fik en løn garanti ville de miste jagtinstinktet og gnisten til lige at tage endnu et træk og give sig selv og skibet chancen for at få noget mere ned i hullet,” siger formanden for Hirtshals Fiskeriforening.
Læs hele artiklen i den nye udgave af FiskerBladet herunder: