Ørsted vil opføre 5,2 gigawatt havvind
Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners har indgået et partnerskab om udviklingen af omkring 5,2 gigawatt havvind i Danmark fordelt på fire projekter. Partnerskabet vil accelerere den grønne omstilling, og kickstarte et dansk erhvervs- og eksporteventyr inden for Power-to-X.
Projekterne er Vikinge Banke (1,1 GW) og Jyske Banke Nord (1,1 GW) i Nordsøen samt Bornholm Bassin Syd (1,5 GW) og Bornholm Bassin Øst (1,5 GW) i Østersøen.
Projekterne svarer tilsammen til mere end en fordobling af Danmarks nuværende mængde havvind og repræsenterer et centralt bidrag til den grønne omstilling i Danmark og Europa.
Havvindmølleparkerne vil blive etableret, uden at de danske skatteydere skal have penge op af lommen og samtidig bidrage væsentligt til vækst- og jobskabelsen i Danmark.
Partnerskabet omfatter udviklingen, opførelsen og driften af havvindmølleparkerne såvel som de relaterede transmissionsaktiver. Partnerskabet ser for sig, at åben dør-projekterne kan skabe et dansk industrieventyr inden for Power-to-X ved at levere store mængder vedvarende energi så snart som muligt og med sigte på 2027/2028, hvis muligt.
”Det er en oplagt god ide, at de mest erfarne danske havvindudviklere går sammen for at sikre, at danmarkshistoriens største udbygning af havvind sker så effektivt som muligt og i behørig respekt for miljøet og biodiversiteten i de danske farvande. Vi er stolte over sammen med Ørsted at give vores bud på, hvordan vi kan sikre Danmark den grønne energi, som aldrig har været mere nødvendig end i disse dage”, siger Torsten Lodberg Smed, seniorpartner hos Copenhagen Infrastructure Partners.
”Hvis det lykkes os at gennemføre projekterne, vil vi desuden sikre den grønne strøm, som er nødvendig for at give den danske Power-to-X-industri et tiltrængt skub frem, og vi er glade for opbakningen fra de danske pensionskasser og deres medlemmer, som prioriterer og investerer i den grønne omstilling”, siger Torsten Lodberg Smed.
Partnerskabet er betinget af myndighedsgodkendelse, hvilket forventes inden udgangen af 2022.
Redaktionen