Ørsted henter ny topchef i Grundfos
Grundfos´ adm. direktør mads Nipper skal afløse Henrik Poulsen som topchef i Ørsted, oplyste vind-giganten i en fondsbørsmeddelelse sent i går eftermiddags. Den 54-årige Nipper overtager chefstolen i Ørsted 1. januar.
Det er en af de mest eksponerede positioner i dansk erhvervsliv, som Mads Nipper nu skal indtage efter seks år i Grundfos og før det 21 år i Lego.
“På bestyrelsens vegne er jeg meget glad for at kunne præsentere Mads Nipper som Ørsteds nye administrerende direktør. Med udgangspunkt i en klar vision om bæredygtighed har Mads i løbet af de seneste seks år stået i spidsen for en meget vellykket omstilling af Grundfos, som har styrket virksomhedens markedsposition i et stadig mere konkurrencepræget marked og forbedret de finansielle resultater væsentligt,” skriver Ørsteds bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, bl.a.
i meddelelsen.
For at sikre en god overgang vil Henrik Poulsen stå til rådighed for den nye CEO indtil
31. januar.
Mads Nipper siger i en udtalelse, at han glæder sig til sin nye stilling og til at “fortsætte Ørsteds succesfulde rejse mod at blive en af fremtidens globale ledere indenfor bæredygtig energi”.
“Den udfordring, vi står over for i forhold til at omstille verdens energisystemer fra fossile brændstoffer til vedvarende energi for at undgå de katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne, er mere presserende end nogensinde før og kræver en indsats i alle dele af samfundet. Som et af verdens fem største selskaber inden for vedvarende energi og med en klar ambition om at gå forrest i den globale energiomstilling er Ørsted i en unik position til at gøre en forskel i kampen mod klimaforandringerne,” udtaler Mads Nipper.
Ørsted oplyser i Fondsbørsmeddelelsen, at den nye topchef vil få en fast grundløn på 15 mio. kr.
incl. pension, et bonusprogram og et langsigtet aktiebaseret honorar med et mål på 20 pct. af den årlige faste løn.
Hvis Nipper rammer sine bonusmål i 2021, vil hans samlede indtægt nå op på 20 mio. kr.
Kilde: Ørsted