Ørsted har medvind og opjusterer
Ørsted fik i årets første ni måneder et driftsresultat (EBITDA) på 10,8 milliarder kroner. Det var 14 procent mere end i samme periode 2017. Dette skyldtes primært en vækst i driftsresultatet fra producerende vindmølleparker. Forventningerne til EBITDA for helåret 2018 opjusteres derfor.
”Vi har øget forventningerne til EBITDA, eksklusive nye partnerskabsaftaler, med 0,5 milliarder kroner til 13-14 milliarder. Stigningen skyldes primært god fremdrift i vores havvindmølleprojekter under opførelse, hvilket forventes at føre til en højere indtjening på vores anlægskontrakter og en hurtigere opstart af produktionen fra Borkum Riffgrund 2. Derudover har vi haft en højere end forventet indtjening i vores gasportefølje - og LNG-aktiviteter. Købet af Lincoln Clean Energy får kun en begrænset indvirkning på EBITDA i 2018”, skriver Ørsted.
EBITDA for hele 2018, inklusive resultatet fra partnerskabsaftalen på Hornsea 1, forventes at være betydeligt højere end EBITDA-niveauet i 2017 på 22,5 milliarder kroner.
Indtjeningen fra selskabets producerende havmølleparker steg i årets første ni måneder med 31 procent til 2,0 milliarder kroner, hvilket primært skyldtes øget produktion fra havmølleparkerne Walney Extension og Race Bank, der delvist blev opvejet af en smule mindre vind end i 3. kvartal 2017.
I 3. kvartal 2018 fortsatte de solide finansielle resultater, hvor driftsresultatet (EBITDA) udgjorde 2,2 milliarder kroner, hvilket var en stigning på 27 procent i forhold til 3. kvartal 2017.
Kilde: Ørsted