Optimismen på vej tilbage i rederierne
Rederierne er kommet godt fra start på aktiemarkedet i det nye år. De store rederier har oplevet massive kursstigninger, men analytikere advarer om, at stigningerne mere er baseret på forventninger end økonomiske realiteter.
"Det er for tidligt at konkludere, at alt nu er godt, og at de gode tider er tilbage. Det, vi ser nu, er bl.a. et resultat af, at rederierne har været så dybt nede, at det næsten kun kunne gå én vej. Samtidig er udviklingen i Kina afgørende, og de viser jo pæne export- og importtal, og det er særdeles positivt for rederierne", siger aktiestrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea til business.dk.
I takt med, at Kina bliver stadig mere vigtig for verdenshandelen, og dermed for de danske rederier, bliver tallene fra Kina væsentlige motorer bag rederiernes ve og vel.
"Vi forventede, at rederierhvervet ville være i bund i længere tid, end det har vist sig. Men gode tal fra Kina, stadig flere skibsordrer, som bliver aflyst, og fornuftige takter inden for bl.a. tankfarten og bulkcarriers bevirker, at vi igen ser mere optimistisk på de næste år. Der er ikke tvivl om, at 2010 bliver et meget spændende år, og at det vil være et år, hvor der vil forsvinde rederier, men vi kan se tegn på, at vi er på vej ud af krisen", siger underdirektør Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening, til avisen.
Rederiernes helt store opgave er at få barberet den rekordstore bunke af nybestillinger på skibe.
"Vi kan se, at hvor man for et år siden udskød levering af skibe, så bliver mange nye skibe nu afbestilt. Det vil hjælpe med at stabilisere situationen. Men det bliver et udskilningsløb også de kommende år, hvor vi kan se mange ofre. Det afgørende nu er, at vi lader markedet råde, så vi ikke lader skatteborgerne i bl.a. Europa betale for at holde rederier i live", siger Jan Fritz Hansen til avisen.
Kilde: business.dk