Opbakning til fiskeri fra Fiskeriskolen
Fødevareministerens forslag om at indføre et tre uger langt introduktionsforløb for eleverne på Fiskeriskolen i Thyborøn var torsdag til førstebehandling i Folketinget. Et bredt flertal bakkede op. Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen fra Holstebro, kom endda med lovord til forslaget.
”Der er heldigvis et bredt flertal bag forslaget om at tillade Fiskeriskolen i Thyborøn at få et nummer, så de kan drive fiskeri fra egen fiskerbåd. Anden del af fasen er så, at skolen skal have bevilget penge til at forlænge uddannelsen med tre uger, og det ligger i børne- og undervisningsministerens regi. Jeg håber bestemt, at der er lige så stor opbakning til denne økonomiske side af sagen”, sagde Thomas Danielsen.
Fiskeriskolens problem er, at der hidtil har været et frafald på omkring 50 procent af eleverne. Frafaldet er kommet som en følge af det kulturchok, eleverne kommer ud for, når de skal ud i praktik uden anden forberedelse på havets elementer end et kursus i søsikkerhed.
Kilde: dr.dk/P4/Vest