Offshore-skat i finanslovsforhandling
De Konservative vil under forhandlingerne om den kommende finanslov stille krav om, at sømandsskatten skal gælde for offshore-skibe. S og V finder forslaget sympatisk, men vil diskutere finansieringen. Godt nyt, for det haster, for ikke at tabe jobs på gulvet, mener Danmarks Rederiforening.
”Vi vil have det på finansloven i år, og ikke noget man udskyder og ikke bare snak.Det er altså nødvendigt nu, at vi får lavet en sømandsskat for offshoreskibe, så vi får dem til at være på danske hænder og holder på danske arbejdspladser”, siger Brian Mikkelsen fra de Konservative til DR P4 Esbjerg.
Både Jacob Jensen, finansordfører i Venstre og Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokratiet, er begge positive overfor de Konservatives krav. Begge ordførerer mener dog, at der er brug for at diskutere finansiering.
”Det er godt nyt, at udvidelsen af sømandsskatten finder vej til forhandlingsbordet, når finansloven skal på plads. Danske rederier står ringere end deres konkurrenter rundt om Nordsøen på det her felt, og det har allerede haft konsekvenser. Derfor er der brug for handling i den næste tid. For venter vi yderligere vil det koste danske jobs både til søs og til lands, og det tilmed i egne af Danmark, som ellers har langt til vækst,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.
Kilde: Danmarks Rederiforening