Odense Havn lander imponerende regnskab
KORT NYT: Odense Havn kom ud af årets første halvdel med et resultat på 16,2 millioner kroner før skat, mere end en tredobling i forhold til 5,1 millioner i første halvår 2020. Nettoomsætningen steg fra 81,4 millioner kroner til nu 96 millioner kroner.
”Vi skal løbende udvide vores infrastruktur, vi kommer til at mangle kajarealer, og vi er i gang med at planlægge. Vi skal investere cirka en kvart milliard i havnebassinet og yderligere 80-90 millioner kroner i omfartsvejen”, siger havnedirektør Carsten Aa til Fyens Stiftstidende.
På trods af de mange aktiviteter har havnen styr på antallet af medarbejdere. Tallet ligger i dag på 69 mod 67 ved udgangen af 1. halvår 2020.
Kilde: Fyens Stiftstidende